Helle glæder sig som et lille barn til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand, Peter, endelig går på pension, så de kan tage hul på deres lykkelige rejselystne otium sammen. Men da han på dagen for sin pensionering til hendes skræk annoncerer, at han nu skal til at være vinimportør og har investeret hele deres fælles opsparing i et østrigsk vinhus, tager livet en overraskende ny drejning og de begiver sig hver især ud på en hæsblæsende opdagelsesrejse mod nye muligheder, bekendtskaber og drømme. Men kan man starte forfra efter 49 års ægteskab? Og kan man i det hele taget undvære hinanden? HAPPY ENDING er en smuk og dejlig fortælling om at det aldrig er for sent at få en ordentlig flyvetur eller at begynde at ryge.
Kilde: Nordisk Film
GREEN BOOK er baseret på en virkelig historie om et livslangt venskab og er et lunt feel good drama med masser af humor.
Da den italiensk-amerikanske udsmider Frank Anthony Vallelonga, også kendt som Tony Lip (Viggo Mortensen), bliver hyret som chauffør og bodyguard for den sorte klavervirtuos Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), der skal på en koncertturné fra New York til Sydstaterne, må de gøre brug af en Green Book – en rejseguide og vejledning i hvilke restauranter og hoteller, der tager imod afroamerikanske borgere i 60’ernes USA – for at sikre at Shirley ikke nægtes servering, ydmyges eller trues på livet.
Sat i 60’ernes USA, præget af racisme og borgerrettighedsbevægelsen, bliver Tony og Don konfronteret med racehad og deres egne fordomme og får øjnene op for alt det, de har til fælles. Det, der starter som en to måneder lang turné, præget af nødvendighed, fører til etableringen af et smukt, livslangt venskab.
Vinteren står for døren, og det er tid for Pjuskes og hans familie at trække sydpå. Men den lille PJUSKE forhindres i at flyve med sin familie og han efterlades helt mutters alene på Island.
Han beslutter sig for at krydse øen i håb om at nå den mystiske dal, han har hørt sin familie snakke om. Paradisdalen - en dal, hvor det aldrig bliver vinter.
På sin rejse lurer mange farer, men han bliver også gode venner med den halvskøre kæmpefugl, GIRON, som har fået sine vinger stækket af den onde rovfugl, DYSTER.
Sammen udgør det skæve makkerpar et stærkt værn mod vinterens farer i deres fælles færd mod Paradisdalen og mod Pjuskes genforening med sin familie.
Kilde: Angel film
Jesper Christensen og Clara Rosager i nyt historisk drama om vor egen fortid.
Der hersker trange kår på landet i det 19. århundrede. Med endnu en hård vinter forude står bonden Jens (Jesper Christensen) over for et ubærligt valg. Hvis familien skal overleve vinteren, tvinges han til at indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og gifte sin datter Signe (Clara Rosager) bort. Det kaster familien ud i splittelse, hemmeligheder og mord.
Spørgsmålet er, hvor meget Jens vil ofre for at redde sine børn.
Aske går i 7. klasse og er forelsket i Jessica fra 8. Aske har et anstrengt forhold til sin stedbror Sune og sin stedfar Jørn, og så er der Glenn fra specielklassen som forfølger Aske og hans bedste ven Odysseus. En dag vender Askes onkel Stewart hjem fra Thailand med en ternet ninjadukke i fødselsdagsgave til Aske. Det viser sig dog ikke at være nogen almindelig dukke... Den er blevet til ved en fejl på en børneslavefabrik i Thailand; Den overtrætte og udsultede Quang Cow Bak FuFu er i et øjebliks uopmærksomhed kommet til at sy dukken af et dyrt ternet tørklæde, som tilhører fabrikkens danske direktør Phillip Eberfrø og som straf for denne brøde, er Quang blevet tæsket ihjel af den kyniske direktør. Ninja-dukken er altså den eneste af sin slags i verden... og, nå ja, så viser den sig at være levende, dødsens farlig og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn. Begreber der ligger langt fra Askes hverdag.
“Bohemian Rhapsody” er en hyldest til Queen, deres musik og deres uforlignelige forsanger, Freddie Mercury.
Freddie blev en af verdens mest elskede entertainere ved at gå imod strømmen og bryde med traditionerne. Filmen illustrerer bandets kometagtige karriere gennem deres ikoniske sange og revolutionerende sound. Queen opnår stjernestatus, men til alles overraskelse vælger den plagede Freddie at forlade bandet og fokusere på sin solokarriere. Efter en svær og tumultarisk tid uden Queen genforenes Freddie med sine bandkammerater umiddelbart inden Live Aid-koncerten. Selvom han er blevet diagnosticeret med aids, leverer Freddie og Queen en af de største liveoptrædener i rockmusikkens historie. Queen har cementeret et eftermæle, der til stadighed inspirerer outsidere, drømmere og musikelskere verden over.
Da Astrid Lindgren var meget ung, skete der noget, som påvirkede hende dybt; en kombination af et mirakel og et uheld, der kom til at forme hendes liv. Det var en hændelse, som gjorde hende til en af de mest nyskabende kvinder i vores tid og til den historiefortæller, en hel verden kom til at elske. Denne fortælling er en fri fortolkning af dengang, en ung Astrid – trods tidens forventninger og religiøse påbud – bestemte sig for at bryde med samfundets normer og følge sit hjerte.
I Hong Kong lever den nybagte mor Line det vilde jetsetliv sammen med manden Bjørn, som er direktør for familiens internationale virksomhed. Da Line opdager, at Bjørn har en affære med deres filippinske barnepige, rejser hun i raseri til det sidste sted hendes mand vil lede - hendes sydfynske hjemby. Hvad der blot skal være et kortvarigt ophold, bliver en længere rejse hjem til rødderne, den indebrændte keramikerkusine Maja og mødet med en sprudlende mødregruppe. Bjørn lukker for alle Lines midler og truer med at tage sønnen fra hende. Line står til at miste alt, og samtidig rammer hverdagens praktiske udfordringer og fordommene om livet i provinsen. Sammen med mødregruppen og den fortørnede kusine, tager Line kampen op mod grød, gylp, gæld og trusler fra en magtfuld ægtemand.
Kilde: Nordisk Film
Da Pete (Mark Wahlberg) og Ellie (Rose Byrne) beslutter sig for at adoptere, åbner en helt ny verden sig for dem. De håber at blive plejeforældre til et lille barn, men da de møder en 15 årig pige, den oprørske Lizzy (Isabela Moner) og hendes to søskende, står de pludseligt med ansvaret for tre børn i stedet for som planlagt et. Pete og Ellie forsøger efter bedste evne at omstille sig til forældrerollen, hvilket er noget svære end som så. ”Instant Family” er inspireret af instruktøren Sean Anders’ eget liv og har Octavia Spencer, Tig Notaro og Margo Martindale i de øvrige roller.
Velkommen til Kehoe, hvor Nels Coxman (Liam Neeson) arbejder som sneplovsfører og lever et stille liv med sin kone og søn. Men da hans søn pludselig bliver myrdet af den lokale narkobaron, Viking, sendes den stille familiefar ud på et vildt hævntogt, der starter en bandekrig mellem Viking og den rivaliserende mafiaboss, White Bull… Men hvem overlever og hvem bliver offer for iskold hævn?
Kilde: Filmcompagniet
Fra de visionære filmskabere James Cameron (Avatar) og Robert Rodriguez (Sin City) kommer ALITA: BATTLE ANGEL. En episk adventurefilm om håb og selvstændiggørelse. Cyborgen Alita (Rosa Salazar) vågner op i en fremtidsverden, hun ikke kender, og uden hukommelse om, hvem hun er. Den sympatiske professor Ido (Christoph Waltz) tager den unge Alita under sin vinge. Som den eneste ser han, at under hendes maskinelle cyborg-skal gemmer sig sjælen af en ung kvinde med en enestående fortid. I takt med at Alita begynder at falde til i den farlige og futuristiske Iron City, prøver Ido at skærme hende fra hendes mystiske fortid. Men Alitas nyfundne storbyven, Hugo (Keean Johnson), tilbyder i stedet at hjælpe med at vække Alitas hukommelse. Da byens korrupte og dødbringende magter kommer efter hende, opdager Alita sine uovertrufne kampevner, som magthaverne ønsker at kontrollere. Hvis Alita kan holde sine fjender på afstand, kan hun være nøglen til at redde sine venner, familie og den verden som hun har lært at elske.
Kilde: Nordisk Film Biografer
Nicolas McCarthy (The Pact, Home) har instrueret gyseren THE PRODIGY, der handler om en mor, som er dybt urolig for sin lille søn. Han udviser en usædvanlig skræmmende adfærd overfor sine omgivelser. Taylor Schilling (Orange is the New Black) ses i rollen som den bekymrede moder Sarah. Desuden medvirker Jason Robert Jackson som sønnen Miles. - Jason Robert Jackson har tidligere medvirket i bl.a.”It”.